Til oktober er det 30 år siden jeg stod til Shotokan Cup første dag som sortbælte.
Jeg måtte låne Mama-san’s bælte fordi mit eget ikke var kommet hjem fra Japan endnu – husker det som var det i går ….
Vi trænede 6 dage om ugen – levede og åndede for karate-do..
Familie og venner måtte vente til træningen var færdig, eller se sig helt nedprioriteret til fordel for enten selve træning eller andre aktiviteter med klub kammeraterne.
For meget ??? Nej – det syntes jeg ikke. Det var lige så meget en livsstil som det var træning – hvis ikke mere.
Jeg kan i hvert fald sige, at når jeg træder ind i dojo’en med Grå-bælterne, er det som at komme hjem…