Jeg var på vej hjem efter at have besøgt min mor på omsorgshjemmet. Hun havde det rigtig skidt den dag, så jeg brugte det meste af tiden hos hende, med blidt at massere hendes skuldre og nusse hende kærligt i nakken, mens jeg stille og roligt fortalte hende om familiens oplevelser siden sidst.
Min søster har igennem flere år passet godt på hende og nu hvor hun er begyndt at arbejde, er min bror – som ikke har fast arbejde for tiden – trådt ind og tager ansvar for piller, diagnoser, hospitalsbesøg og så selvfølgelig den form for omsorg som kun familien kan give.
Jeg må sige at jeg – ikke kun, men specielt i disse sammenhænge er meget glad og taknemlig for at jeg har to søskende. Specielt min søster har et omsorgsgen på størrelse med… tjaa jeg ved ikke lige med hvad, men der er nok til os alle sammen !
Jeg havde aftalt med min søster at jeg på vej hjem lige kom ind forbi og så hendes nye kolonihavehus. Jeg var kommet noget senere ud til min mor end jeg først havde planlagt, men jeg kunne stadig godt nå det inden jeg skulle hjem til pigerne, som jeg skulle have en alene-aften med.
Min nevø havde været forbi tidligere, så der var et par wienerbrødssnegle tilbage, som vi delte til en dejlig cafe latte og snakken gik. Den yngste af pigerne ringer og “fortæller” at hun spiser og sover hos veninden. Min søster og jeg taler videre om fortid, nutid og fremtid i uvilkårlig rækkefølge – alt hvad der lige faldt os ind.
Klokken er pludselig blevet 20:30 og med lidt dårlig samvittighed ringer jeg til den ældste af pigerne, som har inviteret en veninde over og de er ved at gøre klar til hygge og skal sove sammen.
Så falder roen igen over kolonihavehuset og vi kigger ud af stuevinduet og ser månen lyse og havet skinne, hvad der kun føltes som en håndsrækning væk. Der er noget ved vand og måneskær som giver ro, fordybelse og muligheden for en søsterlig og nærværende snak.
Min søster og jeg fortsatte til midnat med at dele vores tanker, bekymringer, ønsker og drømme – noget vi alt for sjældent gør.
Det var tid at køre hjem og vi fulgtes hen til min bil og gav et stort kram og vinkede farvel. Jeg tror ikke der går lige så lang tid før vi igen tager nogle gode timer ud af kalenderen og mødes over en halv snegl.
Jeg glæder mig allerede 🙂