Hele dagen har jeg siddet foran fjernsynet og fulgt stort set de samme nyheder igen og igen og igen…
- måske i håbet om, at de ændrede sig… at det alligevel ikke var sket…
- måske i håbet om, at der på et tidspunkt ville komme et The End, som viste at det hele bare var en dårlig film, uden en god pointe…
- måske, bare fordi jeg ikke forstod det de første 10 gange jeg så den samme nyhedsopdatering …. og stadig ikke gør…
- måske fordi jeg venter på, at få en form for forklaring …. men jeg skal nok vente længe på en jeg forstår…
- måske fordi jeg er i en form for chok… at terror er noget der kun sker hos “naboen” og ikke i vores Danmark
Der er mange ting og gerninger jeg ikke forstår, jeg har dog stadig håbet om …
- at det samler, i stedet for at skabe grøfter
- at vi stadig tør at sige, hvad vi mener og tænker
- at vi ikke skyder skylden over på en stor gruppe og generaliserer
- at vi forstår, at det er nødvendigt, at turde sætte ind de rigtige steder – der hvor det hjælper og oplyser og ikke støder væk
- at vi alle er med til at sikre vores ytringsfrihed og freden i lille Danmark
- at vi ikke benytter attentatet til at skærme yderligere af, men stadig tør være en del af en større verden
- at vi stadig kan vise tolerance og respektere hinandens rettigheder til at tænke, tale og tro
- at det ikke sker igen !
Midt i alle de skræmmende tanker der kværner rundt i mit hoved, opstår der også en glæde over den indsats der bliver gjort og her igennem en stor taknemlighed for vores politistyrke, som hver dag stiller sig forrest, mens de fleste af os gemmer os bag det beskyttende lag.
Mine tanker går specielt til Dan Uzan og Finn Nørgaards nærmeste familie og venner samt de fem politifolk der blev såret i kampen mod terror.
Man sidder tilbage med en underlig følelse hvor man både er ked af det og gal samtidigt. Men et underligt spørgsmål bliver ved med at rumle i mit hoved. Kan ytringsfriheden misbruges ? Jeg har IKKE svaret. Er det ok at man bruger ytringsfriheden med det ene formål at såre eller latterliggøre andre ? Uanset om ytringsfriheden bruges eller misbruges, så er weekendens reaktion helt forkert.
Jan – jeg tænker det er tegningerne du har i tankerne, og jeg har da også selv tænkt tanken, om det vil klæde vores kultur (ikke lovgivningen) at nærme os den amerikanske stil, hvor man helst undgår at støde og såre i ytringsfrihedens tegn. Nogen gange skal man ikke gøre noget bare fordi man kan. Men samtidig vil det være utrolig svært at være smagsdommer i denne “konkurrence” om hvor langt man må gå og hvad man må skrive eller sige.
Må man f.eks. godt gengive Hizb-ut-Tahrir som et uhyre, men ikke den lokale menighed? Hvis vi antar at alle er i stand til at føle – hvem bestemmer så hvis følelser vi skal tage hensyn til?
Når jeg så ser denne artikel, så må jeg da indrømme at min første tanke var – hvorfor er det muligt for Hizb-ut-Tahrir at få plads i det offentlige rum ?!?
http://www.bt.dk/krimi/hizb-ut-tahrir-opfordrer-muslimer-i-skal-ikke-tage-afstand-fra-terrorangrebet