Jeg sidder hos tandlægen i venteværelset. Jeg nikker kort og siger godmorgen til den ældre herre der træder ind i venteværelset.
Vi sidder i fred og ro med hver vores magasin og nyder stilheden i det lille venteværelse.
Freden er dog kun midlertidig, for ind træder en ung pige. Ligesom til den ældre herre nikker jeg til hende og siger godmorgen, men hun hører mig ikke, for hun er i fuld gang med sin telefon.
Jeg vender tilbage til mit magasin og forsøger at læse artiklen færdig inden det bliver min tur. Den unge pige er også i gang med at læse – på sin telefon – og falder tilsyneladende over en video som ser interssant ud. I hvert fald, bliver videoen med udenlandske stemmer nydt til “glæde” for den ældre herre og mig direkte ud gennem højtaleren i telefonen.
Videoen bliver færdig og stilheden falder igen hen over venteværelset – men det er kun en stakket frist, for nu ringer veninden og vil lige sikre sig at alle aftaler er på plads…. Og det ved jeg fordi, den samtale også foregik ud gennem højtaleren, så vi alle kunne lytte med i hele samtalen…
… og så er det jeg tænker; er det mangel på opdragelse, anderledes kultur eller er jeg bare blevet gammel ?
Du er bare blevet gammel Birgit. Hvis du var i tvivl så se bare på dit karate billede.
Jeg tror vi må følge med tiden. Da vi var unge talte vi i telefonbokse og selv da, talte vi sagte. Men de unge idag aner ikke hvad en telefonboks er. De taler i deres smartphones som om personen de taler med er fysisk til stede. Os gamle har nu også smartphones, men vi taler i dem som om vi stod i en telefonboks. Vi har heldigvis meget at lære af de unge.
Du har nok ret Jan – jeg er mindst en generation bagefter 🙂
Jeg har det egentlig fint nok med at de taler i telefonen, hvor man kan høre dem man kan se, men ligefrem sætte hele samtalen på højtaler, der blev jeg s.. lidt ramt af min stramtantethed ….